Det lyder måske kedeligt, men...

Sådan virker din hjemmeside

Mange af jer har sikkert hørt om Google Analytics. Her kan du blive klædt på til at gå i gang med at bruge det.

Google Analytics er gratis, og der er næsten uanede muligheder med det, hvis man har lyst. Det kan bruges til at vise, hvordan brugerne på ens hjemmeside opfører sig - hvad de klikker på, hvor længe de er på hjemmesiden eller på en specifik side og endda til at finde ud af, hvad det er folk søger efter.

Sådan kommer du i gang

For at bruge Google analytics skal man oprette en Google konto. Den samme Google konto kan også bruges til andre ting end Google Analytics. Den kan bruges til email, kalendervisninger, deling af dokumenter med dem, man skal arbejde sammen med via f.eks. Google Drive mm. Man opretter en konto via www.google.com/analytics.

Når man har oprettet en Analytics-konto, skal der indsættes nogle kodelinier på éns hjemmeside for, at Google Analytics kan spore brugernes brug af hjemmesiden. Vi hjælper gerne - bare tag fat i os!

Det kan dog være nødvendigt at få dem, der har lavet hjemmesiden til at hjælpe med at indsætte koden det rigtige sted. 

Se resultaterne

Efter en dag er det muligt at følge med i statistikken på Google Analytics, for at se hvordan brugerne - som sikkert er medlemmerne i foreningen - bruger tid på hjemmesiden.

Den side, der altid har flest besøg, er forsiden, fordi det er den, man kommer ind på først, hvis man har indtastet hjemmesidens URL adresse - f.eks. www.medkom.dk.

De brugere der har fundet hjemmesiden via en søgemaskine og kommer ind på en specifik side, vil f.eks. ikke blive vist forsiden først, men vil komme direkte ind på den side der er tale om.

Hvis I f.eks. har brug for at finde ud af, om jeres medlemmer har læst den sidste artikel I har lagt på hjemmesiden, kan Google Analytics hjælpe jer med at vise antallet af besøg på artiklen.

Hvis tallet er meget lille, kan det skyldes flere ting:

  • at der ikke ligger synlige links på forsiden til artiklen
  • at I ikke har gjort medlemmerne opmærksomme på artiklen via nyhedsbreve eller f.eks. de sociale medier.

Her er det vigtigt at huske, at bare fordi en artikel ligger på hjemmesiden, betyder det ikke, at den bliver læst - brugerne skal vide, den er der og have interesse for at læse den. 

Deltag på et Medkom seminar og hør mere om, hvordan du bliver mere synlig i det digitale landskab.